onsdag den 21. november 2012

Min første Safari

Søndag var fridag for Lale, Christina og jeg. Så vi stod op kl. 4.30 for at kunne køre mod Kruger Nationalparks Orpen Gate, som åbnede 5.30. Jo tidligere jo flere dyr tænkte vi.

Jeg tænkte jo zebraer, giraffer mm: waruu – det bliver spændende. Mens Christina som er lidt mere erfaren inden for safari snakkede om at se nogen af the Big Five. Det er 5 store dyr: Elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard. Begrebet stammer fra storvildtsjægerne og er de 5 dyr var sværest at jage til fods og derfor prestigefulde at få ram på. Nu er det safarifolket, der bare vil have dem at se og tage billeder. Så vi fablede selvfølgeligt om de store 5 fra vi kørte ind i parken.

Kruger er en kæmpe stor nationalpark – 350 km lang og 65 km bred – og fyldt med seje dyr. Så lige fra starten vrimlede det med zeebraer, kuduer, impalaer, waterbuck, wildebeast mm.
                                          Wildebeest
                                          Impalaer der slås
 
Vores første af de 5 var elefanten, som vi så stå og drikke ved et vandhul, hvor der også var en flok flodheste, der lå og boltrede sig! Her er et par billeder af en flok elefanter, der krydsede vores vej (meget tæt på) senere på dagen, og et super billede som Christina fik taget af en flodhest i et andet vandhul.
 
 
 

Flodhest og elefant – det var jo en god start på dagen!

På et kort ved en camp inde i parken så vi at der var spottet løver langs nogen veje tæt på os. Så vi besluttede os for at køre en runde i området, mens vi stirrede ind mellem græs og træer. Pludselig så vi en samling biler der holdt på vejen foran os – og minsandten om der ikke var en eller anden med skarpt syn der havde spottet løver under et træ i det høje græs.

Først kunne vi ikke se noget, men efter nogen gode råd fra andre fik vi parkeret bilen i den rette vinkel og kunne se løvernes haler når de viftede med dem, og deres ører og et hoved når de ind imellem kiggede op. På et tidspunkt var der en fugl, der skreg og hele løvefamilien rejste sig samtidig – en stor flot han om ca. 5 løvinder. Christinas telelinse fik lige et billede da de var begyndt at dykke sig igen.
                               

Yes – kl. var 10.30 og vi havde allerede set løver – hurra – nu var vi faktisk godt tilfredse og forlangte ikke så meget mere af vores safaridag.

Men efter at have kørt lidt igen – udbrød Chris pludselig – ”Næsehorn!”, og temmelig tæt på os lå et næsehorn og slappede af i skyggen. Her har den rejst sig og kigger på os:

 

Resten af dagen bød på flere hvide næsehorn, bl.a. en flok på 5, samt mor med unge. Men der er også god chance for at se dem i Kruger, da der er 8800 individer i parken.

Vi kørte videre og i løbet af dagen var vi også heldige at se bl.a. en hyæne og en meget sjælden sabelantilope samt masser af fugle: gribbe, hornbills, sydafrikansk fiskeørn, strudse mm.

                                          Den sjældne sabelantilope
                            Grounded-Hornbill kaster en orm (eller noget) op i luften og sluger den

Sidst på dagen så vi vores 4. af the big five – bøflen, på lang afstand:

Så manglede vi bare én for at have set alle 5: leoparden. Men, men vi var sent på den. Gaten lukkede kl 18.30 og vi var lige lovligt langt inde i terrænet på bumblede grusveje, så christina speede op til de 40 km/t som var fartgrænsen, mens Lale og jeg kiggede og kiggede efter kattedyr.

5 minutter i lukketid nåede vi ud på en lidt større vej hvor vi måtte køre 50, så det gjorde vi og opgav leoparden – tilfredse og glade hvis vi kunne nå ud i tide.
Men så!!! 2 km før gaten løber et lyst dyr med sorte pletter lige ud mod bilens forreste venstre side og Christina manøvrerer bilen skarpt til højre… og undgår lige akkurat at ramme LEOPARDEN!!
Gisp, vi holder stille, tiden står stille, vi kigger chokerede på hinanden…….. så….. over skulderen, hvor leoparden slentrer stille og roligt ud i højre side af vejen som om intet er hændt. Så vi bakker og får nogen temmelig dårlige billeder af dyret, der kigger sig lidt omkring og lister videre ud i græsset på sin aftenjagt.

Hvor vildt! En meget uvirkelig oplevelse og ufatteligt at vi fik set de 5 store dyr på samme dag, samt mange, mange andre spændende dyr. En oplevelse man kan leve højt på et godt stykke tid. Så nu står den på eddekopper lidt, og helt sikkert safari snart igen!

 

 

 

2 kommentarer:

  1. Hvor fantastisk!!! I har da vist været meget heldige! Sikke nogle fine billeder. Og godt at I ikke kørte Leoparden ned:-)
    Jeg håber du ellers nyder arbejdet!
    -Mulle

    SvarSlet
  2. Aj, det er så snyd:-) Sikke en fantastisk oplevelse. savner dig i Århus

    SvarSlet